Om Bella Vista

”Bella Vista” betyder ”smuk udsigt” og det har vi til overflod. Vi bor nemlig det perfekte til sted til at invitere natur, ro og tryghed ind i dit og dine børns liv. Vi har masser af skov og udsigt over Roskilde Fjord. Vi har plads til 25 kvinder og deres børn.

Vi bor midt på Sjælland – tæt på Roskilde. Det er langt nok væk fra voldsudøver og tæt nok på København og andre byer du må have netværk i.

Transport: Der går bus udenfor vores dør to gange i timen mod både Holbæk og Roskilde og fra Lejre Station går der direkte tog til København. Hvis du har svært ved at overskue transporten til os ved første besøg, så ingen stress – vi finder en løsning.

Indretning: Hele Bella Vista er ny-renoveret fra top til bund i 2021, og vi har rigtig meget plads fordelt på 3 etager. Der er rig mulighed for at være sig selv/privat, men også hyggelige rammer for fællesskab med andre kvinder i din situation. Bella Vista er indrettet, så der er plads til ”voksentid” uden børn. Alle værelser (16m2 – 25m2) har eget TV, fri internet og de fleste værelser har også eget badeværelse.

Børn: Vi prioriterer børnene højt i en svær periode i deres liv. Indendørs er arealerne delt op i ”mindre børn” og et ungdomsrum med bl.a. Playstation og plads til at lave online-skoleopgaver. Udenfor har vi fodboldbane, 3 store trampoliner, legeplads, plads til huler og bedst af alt – virkelig søde og kompetente børnerådgivere, som har mødt mange børn i lignende situation. Mor har altid selv ansvaret for sine børn.

Sikkerhed: Personale 24/7. Vi har sovende nattevagt, som du kan vække ved fx sygdom eller hvis alarmen går. Der er aflåst port samt opsat kameraer omkring hele bygningen og det er kun personalet, der må besvare samtaleanlægget og lukke gæster ind. Gæster: Efter nærmere aftale er det muligt at få besøg af fx bedsteforælder, skolekammerat eller barn der ikke bor hos dig.

Indkøbsmuligheder: 900 meter til Rema 1000.

Rygning: Du må ryge udenfor på vores to store terrasser, men ikke indenfor – heller ikke på dit eget værelse.

Fødevarestyrelsen: Vi er godkendt af Fødevarestyrelsen. Se vores smiley.

Vi er blevet betroet at passe på kvinder og børn i en svær livssituation, så derfor kan du ikke bo på Bella Vista, hvis du har et aktivt misbrug eller en ubehandlet psykiatrisk diagnose.

Hvis du ønsker at hjælpe de kvinder og børn, som vi er blevet betroet i en svær livssituation – enten som medarbejder, praktikant, frivillig eller med donation – så mail os på kontakt@bellavistakrisecenter.dk

Følg os gerne her